Translate

mandag den 2. marts 2015

Hiroshima Freds Museum.

Når man besøger Hiroshima er det meget svært ikke at blive mindet om at stedet blev jævnet med jorden den dag i august 1945. Der er minde statuer og mindes mærker over alt, for skoler og virksomhedder. Det største af dem er selvføldig Hiroshima Freds Museum og parken rundt omkring som fører ned til atombombe bygningen. Og ned af en side gade ikke så langt fra parken finder man mindesmærket for ground zero.
Vi gik fra vores hotel og op til museumet, det tog cirka 15 minutter og undervejs så vi et mindesmærke for en pigeskole hvor største delen af eleverne var omkommet ved eksplotionen.


 Der findes ikke mange billeder af eksplotionen andet end 
de billeder der blev taget af nogen fotografer fra 
et følgefly. Der var 3 fly ialt. Et med bomben, et med fotografer
og et med et filmhold.

Når man kommer ind og har betalt entre og begynder rundturen er det første der møder en billeder af paddehatte skyen taget af fotografer fra et af følge flyene. Det skete tidligt om morgen, kl.08.15. Radar systemer rundt om byen havde næsten 30 minutter tidligere opdaget flyene, men man valgte at afblæse alarmen da der kun var 3 fly og de derfor antog dem for rekonicerings fly. Hvis det var bombefly på vej til at udføre et angreb ville der jo være mange flere. Derfor fortsatte folk på arbejde og med de daglige opgaver i stedet for at søge tilflugt i beskyttelse rum.

 Et billede taget af en japansk fotograf cirka 2 timer efter eksplotionen.

Et andet billeder man bliver mødt med et dette her. Det er et af de første billeder taget på jorden efter eksplotionen. Der findes meget få billeder taget så kort tid efter eksplotionen. Man kan se hvordan folk er forbrændt og hvordan det brænder i baggrunden. 

 Hiroshima. Den røde kugle symbolisere atom bomben.

Efter billederne går man igennem en korridor der er bygget op så man får følelsen af at man går ned af en gade som den ville have set ud efter eksplotionen. Husene er faldet sammen og der ligger murbrokker over alt.
Når man læser folks vidne udsagn fra den dag skær det virkelig i hjertet på en og det er svært at holde tårene tilbage. Bomben eksploderede ikke da den ramte jorden, men cirka 600 meter over jord overfladen. På den måde blev der skabt en meget større trykbølge. Alt efter hvor vidnerne opholdt sig på tidspunktet har de beskrevet det som en orange, rød, gul eller hvid ildkugle.

 En nøjagtig kopi af  atom bomben bedre kendt som "Little Boy"
der blev detoneret over Hiroshima.

"Little Boy" ( lille dreng ) er 3 meter lang og har en diameter på 71 cm. Den vejede 4400 kg hvoraf  64 kg var uran ( U-235 ). Da den eksploderede var det med en kraft på 15 kiloton TNT. 
Jeg må indrømme det løb mig meget koldt ned af ryggen da jeg stod og kiggede på den og læste de informationer der var beskrevet neden under. Det var virkelig skrammende. Hvorfor fanden i helvede skulle det også være nødvendigt af opfinde sån noget lort.
Som man kommer længere og længere ind i udstillingen kan man se på folks ansigter at de er dybt chokeret og de fleste har svært ved at holde tårene tilbage, mig selv inklusiv. Nogen af historierne til de udstillede ting var virkelig ikke for folk med sarte nerver. Det var en barsk omgang, ikke bare at læse historierne bag men også at se det med egne øjne. At læse om hvordan huden hang i laser og faldt af fordi de var så forbrændte. Hvordan en hel by har skreget af smerte og har været ude af stand til at forstå hvorfor dette her skulle ske.

 En skole uniform.

 En bento ( madkasse ) med ris.

Denne bento tilhørte en pige der var på vej til skole da det skete. Det tog hendes mor 5 dage inden hun fandt liget af datteren. Hun var så forbrændt at det var umuligt at identificere liget. Men moren kunne kende bentoen som pigen havde knyttet til brystkassen. Risene var stadig i bentoen, totalt forkullet at varmen fra atombomben.

 3-hjulet cykel og cykel hjelm.

Historien med den 3-hjulet cykel var en af dem der berørte mig meget. Den tilhørte en 3 årig dreng. Cyklen var hans bedste eje og han var ude at cykle hver dag. Denne morgen var han også ude at cykle. Den lille dreng blev forbrændt over hele kropen, men han døde først senere samme aften. Hans far var så knust over hans søns tidlige død og han kunne ikke bære tanken om allerede at skulle begrave ham. Faren begravet ham derfor i deres have sammen med hans højt elsket 3-hjulet cykel. Først 40 år senere blev han gravet op og lagt i familiens gravsted og cyklen blev doneret til museumet.
Der var mange andre historier som denne. Dem der ikke døde samme dag eller de efterfølgende dage kom senere hen til at lide af følgesygdomme der gjore at de senere døde.
Det er stadig usikkert hvor mange der helt præcis blev slået ihjel. Da bobmen detoneret blev 35.000 til 60.000 civile øjeblikkeligt dræbt. Mange af dem der befandt sig inden for få km af ground zero blev øjeblikkeligt brændt op og pulveriseret og er derfor aldrig blevet fundet. Hele familier blev udslættet på sekunder. Folke registere brændte op og det var umuligt at anslå et dødstal. Et anslået tal er at 135.000 mennesker døde som følger at atom bomben.
Det var meget hårdt at gå rundt derinde og jeg græd en del da jeg kom ud. Vagten ved udgangen må være vant til det for han foretrak ikke en mine ud over det sædvanlige "tak for besøget". Jeg skulle lige have lidt tid til at sunde mig oven på alt det her. Som jeg stille gik ned af gangen kom en ældre japaner over til mig. Det viste sig at han var frivillig ved museumet. Om han var gammel nok til selv at have oplevet det var jeg lidt usikker på, men han kunne godt være gammel nok til det. Han sagde ikke noget til mig, men han tog min hånd og gav mig en origami trane hvorpå der stod "fred" og "håb". Det var en meget speciel oplevelse som jeg aldrig vil glemme.

 Udendørs mindemærke.

Fredsbuen står i parken uden for museumet. Det er her der hvert år den 6 august bliver holdt minde højtidlighed. Det er her kejserparet og andre gæster ligger blomster til minde om offerne. Gennem buen kan man se ned til den evige flamme og atom bombe bygningen som ligger for enden af en lang sti.
 Mindesmærke. 

Man kan gå ned under dette mindes mærke. Der er et rum med navne på alle de steder/områder der blev direkte pårørt af eksplotionen. Desuden er der 6 store skærme der hver viser 6 billeder med navne. Det er alle dem der omkom, enten direkte af eksplotionen eller som følger af eksplotionen. Hvis man vil se alle navne og billeder vil det tage 6-7 timer at se. Desuden er der nogle mindre skærme hvor man kan søge på navne hvis der er specille personer man ønsker at finde.

 Mindesmærke.

Ved det her mindesmærke har folk fra hele verden lavet origami traner. De er enten blevet sendt til stedet eller afleveret personligt af folk der har besøgt stedet. Origami traner har stor symbol værdi i Japan. Det er et symbol på fred. Det er et symbol der skal bringe tro og håb. Hvis man har rejse i Japan har man uden tvivl lagt mærke til origami traner mange steder, i templer, shrine og i butikker. Ja stort set alle steder og Hiroshima var ingen undtagelses.

Selv om det var meget hård følels mæssigt at besøge stedet er jeg glad for at jeg endelig til besøgt netop det her sted.
Som jeg skrev i indlæget under videoen igår så er der så mange historier og episoder i verdens historien der bare skal fortælles om og om igen så de aldrig bliver glemt og det her er en af de episoder. Uanset hvor hårdt det er, er det nødvendigt så alle dem der mistede livet ikke bliver glemt  og det de døde for ikke bliver glemt. 
Jeg hører ofte fra yngre personer at historie er kedeligt. Jeg har altid elsket historie. Ikke fordi jeg læser særlig mang historie bøger men fordi jeg opsøger de steder hvor historie blev skrevet. At have set ting med egne øjne gør mange ting meget nemmere at forstå når man så læser om det fordi man kan relatere til noget. At have oplevet det her sted har berørt mig dybt. Jeg har altid været imod enhver form for krig for dem det går mest ud over er altid uskyldige civile der bliver fanget i midten.
Og efter besøget her synes jeg kun det er endnu vigtigere at alle mennesker uanset hudfarve og religion forsøger at forstå hinanden så man kan leve med hinanden i fred. Vi er alle mennesker og uanset om vi er skabt at Gud, Allah eller Buddha skal vi alle leve på den samme jord. Hvorfor skal vi bekrige hinanden og ødelægge hinanden med kemiske våben og andre former for masse ødelæggelse våben. Hvorfor kan vi ikke smile og hilse på hinande og hjælpe hinanden hvis nogen har brug for det. Det er en ting jeg aldrig nogen sinde kommer til at forstå.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar